Buketroserne er nok dem der er flest af i haverne. De er gode til store bede med en slags, men kan også fint blandes. Hvis de bliver passet med vand og gødning trives de også fint i krukker.
Buketroser får store skærme af blomster, og bladene er ofte blanke og læderagtige. Buketroser kan være både lave og høje og kan derfor også bruges til blomstrende hække. Buketroserne er hårdføre og tåler fint den danske vinter. Buketroserne bør beskyttes mod hård frost, men dækkes de for godt kan de begynde at gro og vil så for alvor tage skade af frosten. Roser må gødes sidste gang i juli, hvis de gødes senere så stopper rosen ikke væksten inden det bliver vinter.
De lave sorter klippes ned til ca. 10 cm og de kraftige sorter klippes ned til ca. 20-25 cm. over jorden. Der skal helst være 4-6 knopper på hver gren, så bliver planten tæt og med masser af blomster.
Husk at podestedet skal være ca. 5-10 cm under jorden.