Aloe vera barbadensis Miller er den mest udbredte og anerkendte art inden for Aloe-slægten, særligt når det gælder både medicinsk og spiselig anvendelse. I den spiselige sammenhæng er det især den gennemsigtige, slimede gel i plantens indre, der er relevant. Gelen findes inde i bladene, omgivet af en grøn ydre skal og et lag med gule, bitre forbindelser kaldet aloin, som er en del af plantens latex. Det er vigtigt at skelne mellem disse bestanddele, da kun selve den indre gel betragtes som spiselig og sikker i moderate mængder, mens aloin og andre anthraquinoner fra det ydre lag er kendt for at have afførende, irriterende og potentielt toksiske virkninger.
Når Aloe vera bruges som fødevare, anvendes den oftest i forarbejdet form, hvor gelen er blevet renset grundigt for aloin og andre bitre eller uønskede stoffer. Renset Aloe vera gel kan anvendes i drikkevarer, smoothies, salater, desserter og kosttilskud. Smagen er mild, let bitter eller neutral, og konsistensen er geléagtig og kølende. Det bruges ofte som en funktionel ingrediens pga. sit ry for at fremme fordøjelsen, støtte immunforsvaret og virke antiinflammatorisk, selvom videnskabelig dokumentation for mange af disse effekter er begrænset og ofte omdiskuteret.
Industrielt fremstillede Aloe vera-drikke er udbredte i både Asien, Europa og USA, og de markedsføres ofte som helsekostprodukter. Disse drikke indeholder typisk Aloe vera gel i små mængder, ofte i kombination med sødemidler, frugtsaft og konserveringsmidler. For at gøre produktet sikkert og velsmagende fjernes aloin-indholdet typisk ved aktivt kulfiltrering eller anden kemisk behandling. Det er vigtigt at bemærke, at rå Aloe vera-gel hurtigt oxiderer og bør forbruges kort tid efter udvinding, medmindre den konserveres korrekt.
I madlavning bruges Aloe vera relativt sjældent som hovedingrediens, men den kan indgå som en frisk komponent i råkostretter, som geléterninger i frugtsalater eller som et kølende element i varme klimaer. Den har især vundet indpas i wellness- og rawfood-miljøer. Der er dog en række forholdsregler, man bør tage, hvis man selv vil forberede Aloe vera til spisning. Først og fremmest skal man sikre sig, at planten er korrekt identificeret som Aloe vera barbadensis Miller, da nogle andre Aloe-arter kan være giftige. Dernæst skal man sørge for at fjerne al aloin ved at skrælle bladene omhyggeligt og lade dem dræne, gerne i vand, for at udskille den bitre væske. Kun den rene, klare gel må anvendes.
Fra et ernæringsmæssigt perspektiv indeholder Aloe vera gel primært vand, men også små mængder vitaminer som A, C, E, B12, folinsyre og mineraler som calcium, magnesium, zink og selen. Den indeholder desuden polysaccharider, aminosyrer og enzymer, som menes at have bioaktive egenskaber. Dog er de fleste af disse næringsstoffer til stede i meget små mængder, så Aloe vera bør ikke betragtes som en betydelig kilde til næring i sig selv.
Fødevaremyndigheder som EFSA i EU og FDA i USA har gennemgået Aloe vera-produkter, og mens gelen fra Aloe vera barbadensis Miller anses for sikker i moderate mængder, er produkter med hele bladet eller ufiltreret juice blevet forbundet med risiko. I EU er aloin blevet klassificeret som et potentielt sundhedsskadeligt stof, og brugen af ufiltreret Aloe vera til fødevarer er underlagt regulering. Derfor er det altid bedst at anvende produkter fra velrenommerede producenter, hvor der er garanti for, at produktet er fri for skadelige forbindelser.
Aloe vera er altså spiseligt i kontrollerede, rensede former, og bruges især i helsedrikke og enkelte råkostretter, men det kræver korrekt forarbejdning for at være sikkert, og det skal bruges med omtanke. Det anbefales ikke at indtage store mængder Aloe vera gel over længere tid uden rådgivning, da der stadig er usikkerhed omkring langtidsvirkninger, især ved høje doser. Sammenfattende kan man sige, at Aloe vera barbadensis Miller har en anerkendt, men begrænset rolle som spiselig plante, hvor sikkerhed og korrekt forarbejdning er afgørende faktorer.