Snebær, Læhegnsplanter

Snebær slægten er en busk, med tætpakkede, kuglerunde små bær, som kan være hvide og røde. De små frugter ser oppustede ud, på grund af den luft, der findes i deres celler. Haveplanten er en løvfældende buskeart, med en optimal trivsel i sol eller halvskygge. De ovalformede, grønne blade vokser sig til en 1-2 meter høj og hårdfør busk, der vokser i almindelig havejord. Arten vokser sig til tætte krat, som ikke kræver megen pasning og er oplagt at plante i parkanlæg og haver. På grund af den kraftige og tætte bevoksning, er den tilmed anvendelig som hæk.

Snebær, med det botaniske navn Symphoricarpos albus, er en løvfældende busk, der tilhører gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Den er oprindeligt hjemmehørende i Nordamerika, men har været dyrket og naturaliseret i Danmark og store dele af Europa i mange år. Snebær er især kendt for sine karakteristiske hvide, runde bær, som modnes i sensommeren og bliver siddende langt hen på vinteren. Disse bær giver planten sit navn og har gjort den til en almindelig busk i både haver, hegn og offentlige beplantninger. Snebær er en særdeles hårdfør og nøjsom plante. Den er velegnet til mange typer jord, herunder tør og næringsfattig jord, og kan vokse i både sol og skygge, selv om den trives bedst og bliver tættest i fuld sol til halvskygge. Dens evne til at tåle vind, forurening, beskæring og skygge gør den meget anvendelig som læhegn, skråningsbeplantning og bunddække i vanskelige områder. Den er desuden meget robust over for frost og trives i hele Danmark, også i udsatte egne. Snebær har en tæt og bred vækstform med mange rodskud og underjordiske udløbere. Den bliver normalt 1 til 1,5 meter høj og næsten lige så bred. Grenene er tynde, ofte noget bueformede, og danner med tiden et tæt krat, hvis ikke busken holdes nede. De ovale blade er grønne, glatte og modsatstillede, og de kan falde tidligt om efteråret uden nævneværdige høstfarver. Blomstringen sker fra juni til august, og blomsterne er små, rørformede og svagt rosa eller hvide, ofte samlet i små klaser. De er ikke særligt prangende, men tiltrækker bier og andre bestøvere, da de producerer nektar. Efter blomstringen dannes de karakteristiske bær, som er runde, hvide og let voksagtige. De er ikke spiselige for mennesker og regnes som let giftige, da de indeholder saponiner, der kan give maveproblemer ved indtag. Fugle spiser dem sjældent, og bærret bliver ofte hængende hele vinteren og giver et dekorativt præg i den bladløse årstid. Pleje af snebær er enkel, da planten er meget lidt krævende. Den kræver ikke særlig jordforberedelse ved plantning, men jorden må ikke være decideret vandlidende. Hvis der plantes i tør sandjord, kan det være en fordel at blande lidt kompost eller muld i plantehullet for at hjælpe etableringen. Den plantes typisk i rækker eller grupper og med en afstand på omkring 60–80 cm afhængigt af den ønskede tæthed. Vanding er normalt kun nødvendig i etableringsfasen og under længerevarende tørkeperioder. En veletableret snebær klarer sig fint uden vanding, også i meget tørre somre. Dens dybe rodsystem gør den modstandsdygtig over for udtørring. Gødskning er sjældent nødvendig. Hvis planten står i meget mager jord, kan den med fordel få en håndfuld kompost eller naturgødning om foråret, men for meget kvælstof kan føre til løs, svag vækst, som ikke er ønskelig i en tæt beplantning. Snebær vokser godt selv uden tilførsel af næring. Beskæring er vigtig, hvis man ønsker at holde busken kompakt og velformet. Den tåler hård tilbageskæring og kan klippes helt ned til 10–15 cm over jorden, hvilket ofte gøres om foråret for at forynge planten og fremme tæt, frisk vækst. Ellers kan man nøjes med at tynde ud i gamle, svage eller krydsende grene. I levende hegn klippes den ofte med hæksaks en gang årligt, men dette kan give en mere kantet form og færre bær. Hvis man ønsker bær og blomstring, bør man beskære mere selektivt og undgå at klippe hele toppen væk. En egenskab ved snebær, som både kan være en fordel og en ulempe, er dens evne til at brede sig kraftigt via rodskud. Dette gør den ideel som bunddække eller skråningssikring, men uønskede skud kan hurtigt brede sig til nærliggende bede. Derfor bør man overveje afgrænsning med kantsten eller grave rodskud op med jævne mellemrum for at holde den på plads. Snebær angribes sjældent af sygdomme eller skadedyr, hvilket gør den til en stabil og pålidelig plante. I fugtige somre kan enkelte blade angribes af meldug eller bladplet, men det har sjældent større betydning. Hvis busken bliver tynd og ranglet, skyldes det oftest for meget skygge eller mangel på beskæring snarere end sygdom. Formering sker nemt ved udgravning og deling af rodskud, som kan flyttes til et nyt sted og hurtigt etablere sig. Snebær kan også formeres ved stiklinger, der tages om sommeren, eller ved frø, men frøformering anvendes sjældent i praksis, da vegetativ formering er meget lettere og sikrer sortsekthed. Der findes flere sorter af snebær udover den almindelige hvide Symphoricarpos albus. En populær sort er Symphoricarpos × doorenbosii, som har større, mere prangende bær og en kompakt vækst. Den findes i sorter med rosa eller lyserøde bær, såsom ‘Mother of Pearl’ og ‘Magic Berry’. Disse bruges ofte som prydplanter i haver, hvor den klassiske art måske virker for grov. De rosa sorter er dog lidt mindre robuste end de hvide og kræver en mere solrig placering for at give mange bær. Snebær er en god nytteplante til mange formål i haven. Den bruges som læ- og afskærmningsplante, i vildtplantninger, som erstatning for græs på skråninger, som bunddække under større træer og i naturprægede områder. Den kræver minimal pasning og kan klare barske forhold, hvor andre buske giver op. Den er ikke velegnet som solitærbusk i prydhaven, medmindre man vælger en af de mere kompakte eller farverige sorter, men den spiller en vigtig rolle i større strukturelle beplantninger og som en del af det grønne skelet i haven. Alt i alt er snebær en af de mest robuste og tilgivende buske, man kan plante. Dens vækstkraft, evne til at klare svære forhold, vinterpræg og lette pleje gør den til en plante, der – selvom den ofte overses – fortjener sin plads i både nyttehaver og naturnære beplantninger.