Salvia officinalis, på dansk kendt som lægesalvie, er en flerårig, stedsegrøn halvbusk i læbeblomstfamilien, Lamiaceae. Den er en af de mest kendte og ældst dyrkede krydder- og lægeurter i Europa og Middelhavsområdet, hvorfra den også stammer. Navnet officinalis henviser til plantens historiske brug i officiner, dvs. apotekersamlinger af medicinske planter. Lægesalvie har været anvendt i madlavning, medicin og religiøse ritualer i tusindvis af år og blev i antikken anset for næsten hellig – romerne sagde endda, at den kunne gøre mennesker udødelige.
Planten danner tætte, små buske med forveddede grene og grågrønne, filtede blade, der er ovale, let rynkede og meget aromatiske. Bladenes grågrønne farve skyldes et tyndt lag fine hår, som hjælper med at reducere fordampning i varme og tørre klimaer. Blomstringen finder typisk sted i det sene forår eller tidlige sommer, og de smukke blomster er blåviolette, undertiden rosa eller hvide, og sidder i aksformede stande for enden af stænglerne. De tiltrækker bier og andre bestøvere og har også været brugt i honningproduktion.
Som krydderurt har Salvia officinalis en kraftig, gennemtrængende smag og duft, der bedst kan beskrives som varm, let bitter, harpiksagtig og kamferholdig. Den er meget koncentreret i smagen og skal bruges med måde. I køkkenet bruges bladene – både friske og tørrede – til at krydre fede og kraftige retter, som stegt kød, pølser, fjerkræ, svinekød, lever, samt til supper, fyld, saucer og smørblandinger. En klassisk ret med salvie er den italienske Saltimbocca alla Romana, hvor salvien lægges mellem skinke og kalvekød. Tørret salvie er en fast bestanddel af mange europæiske og nordamerikanske krydderiblandinger, især dem, der bruges i fars, stuffing og vildtretter. Den er også blevet brugt til at aromatisere oste, brød og eddike.
Medicinsk har lægesalvie været brugt siden oldtiden. Den blev betragtet som styrkende, sårhelende, antiseptisk, menstruationsfremmende og febernedsættende. Den indeholder en række bioaktive stoffer, herunder thujon, cineol, kamfer, borneol, rosmarinsyre og flavonoider, som tilsammen giver planten dens antimikrobielle, antioxidantiske og antiinflammatoriske egenskaber. Den blev brugt mod alt fra ondt i halsen, svedeture, tandpine og fordøjelsesbesvær til nervøsitet og hukommelsesbesvær. I moderne urtemedicin bruges den især som te til at lindre svedeture i overgangsalderen, til at dulme ondt i halsen, eller som mundskyl ved betændelse i tandkød og slimhinder.
Salvia officinalis er dog en urt, som bør anvendes med omtanke i større mængder, især i koncentreret form, da thujon i høje doser kan være neurotoksisk. Dette er dog sjældent et problem ved almindeligt køkkenbrug eller moderat urteteindtag. Den æteriske olie, som udvindes af bladene, er koncentreret og bruges i parfumer, mundpleje og aromaterapi, men også den bør anvendes med forsigtighed.
Dyrkning af lægesalvie er nem og kræver blot sol og veldrænet jord. Den trives bedst i kalkholdig, sandet eller gruset jord og tåler tørke godt, hvilket gør den oplagt til stenbede, højbede og krydderurtehaver. Planten bryder sig ikke om fugtig eller tung jord og rådner let ved overvanding. Den bør beskæres regelmæssigt for at forhindre, at den bliver for træet og ranglet, og for at fremme ny vækst. Efter 3-5 år kan planten begynde at blive mindre produktiv og kan da med fordel udskiftes eller fornyes ved stiklingeformering.
Der findes mange sorter af Salvia officinalis, fx den brogetbladede ‘Tricolor’, den lilla ‘Purpurascens’, den gulgrønne ‘Icterina’, og mere kompakte eller hårdføre sorter til prydformål. De varierer lidt i smag og aromaintensitet, men har alle den karakteristiske salvienote.
Planten har også haft en vigtig plads i folketro og symbolik. I middelalderens klosterhaver blev den anset for at være en hellig urt, og der var et ordsprog, der lød: “Hvor salvien vokser frodigt, hersker en stærk kvinde.” Den har været brugt til renselse, røgelse og i beskyttelsesritualer, og man har brændt dens blade som en form for naturlig desinfektion eller åndelig udrensning, en praksis der stadig forekommer i nogle alternative behandlingsmiljøer.
Sammenfattende er Salvia officinalis en af de mest alsidige, historisk betydningsfulde og aromatiske krydderurter i europæisk kultur. Dens stærke smag gør den velegnet til kraftige retter og dens medicinske egenskaber har givet den en central plads i urtemedicinen gennem århundreder. Den er let at dyrke, både smuk og nyttig, og dens lange tradition i både køkken, lægekunst og kultur gør den til en klassiker i enhver have og urtebog.