Artemisia caucasica er en flerårig urt i kurvblomstfamilien (Asteraceae) og tilhører den store og aromatiske slægt Artemisia, som også inkluderer kendte arter som malurt (Artemisia absinthium), estragon (Artemisia dracunculus) og sølvbynke (Artemisia ludoviciana). Artemisia caucasica er, som navnet antyder, hjemmehørende i Kaukasusregionen og nærliggende områder i Centralasien. Planten kendetegnes af sin tætte, sølvgrå løvmasse og sin lave, pudeagtige vækstform, hvilket gør den populær som prydplante i stenbede og tørketålende haver. I forhold til spiselig anvendelse er den dog langt mindre kendt og kun meget sjældent brugt kulinarisk.
I modsætning til eksempelvis estragon, der har en veletableret kulinarisk tradition, er Artemisia caucasica primært kendt som en dekorativ og aromatisk plante med medicinsk og etnobotanisk interesse. Den har den karakteristiske bitre og aromatiske duft, som man finder hos mange Artemisia-arter, og indeholder ligeledes æteriske olier, især thujon og kamferlignende forbindelser. Disse stoffer giver planten en kraftig, parfumeret og ofte bitter smag, hvilket gør den mindre egnet til almindelig madlavning.
Der er ingen udbredt dokumenteret tradition for at bruge Artemisia caucasica som fødevare eller krydderurt i det moderne europæiske eller asiatiske køkken. Hvis den anvendes i en spiselig sammenhæng, vil det typisk være i meget små mængder, og kun som aromatisk tilsætning i te, snaps eller tinkturer. De unge skud og blade kan i teorien anvendes til at give bitterhed og aroma, ligesom man gør med andre bitre urter, men det frarådes ofte at bruge større mængder, fordi den, som mange andre Artemisia-arter, indeholder thujon, et neuroaktivt stof, der i høje doser kan være toksisk for mennesker.
I traditionel medicin i Kaukasus og Centralasien er Artemisia caucasica blevet brugt til behandling af fordøjelsesproblemer, parasitter og som antiseptisk middel, hvilket peger på, at planten har bioaktive egenskaber, men ikke nødvendigvis kulinariske kvaliteter.
Dens primære styrke i en spiselig kontekst ligger i dens mulige anvendelse som bitteraromatisk komponent i urtete eller alkoholudtræk, men det bør ske med stor forsigtighed og i meget små mængder. Den kan sammenlignes med malurt i denne sammenhæng, hvor en lille mængde giver en markant bitterhed, som i absint eller bitterlikører, men i for store mængder bliver ubehagelig og potentielt skadelig.
Dyrkningsmæssigt er Artemisia caucasica en nem og hårdfør plante, der trives i solrige, veldrænede jordtyper og klarer sig godt i tørre, stenede forhold. Den er derfor ofte brugt som bunddække eller kantplante i tørketålende haver og permakulturmiljøer, men i køkkenhaver er den sjældent plantet med henblik på fødevareproduktion.
Sammenfattende kan man sige, at Artemisia caucasica kun har meget begrænset anvendelse i den spiselige sammenhæng. Den har et bittert, kraftigt aromatisk smagsbillede, som gør den uegnet som almindeligt krydderi eller spiseplante, men den kan potentielt bruges som smagsgiver i små doser i alkoholudtræk eller urtete, især hvor man ønsker en bitter og aromatisk komponent. På grund af det indhold af thujon og andre bioaktive stoffer bør man dog udvise forsigtighed og ikke anvende den i store mængder. I praksis dyrkes den mest som pryd- og duftplante snarere end som krydderurt.