Lippia polystacha, også kendt som argentinsk mintverbena, tilhører Verbenaceae-familien og stammer fra Sydamerika, særligt Argentina og Chile. Det er en aromatisk, flerårig halvbusk, som minder i vækstform om klassiske verbena-arter og besidder et højt indhold af æteriske olier i bladene. Den er i familie med citronverbena (Aloysia citriodora) og deler mange egenskaber med den, men adskiller sig ved at have en anderledes duft og smagsprofil. I spiselig sammenhæng er Lippia polystacha først og fremmest en te- og aromaurt og anvendes ikke som egentlig grønt krydderi eller spiseplante, men som smagsgiver og aromatisk tilsætning.
Bladene på Lippia polystacha er aflange, smalle og grågrønne med en tydelig duft, der bedst beskrives som en blanding af mint, citrus og grapefrugt. Duften bliver endnu stærkere, hvis bladene krølles let mellem fingrene, og ved tygning bliver smagen sødlig, kølig og aromatisk med en klar citrus- og urtetone. Smagsprofilen egner sig derfor godt til infusioner og søde anvendelser, men også til lette salte retter som urteteer, aromatiserede olier og teblandinger, hvor man ønsker en frisk og opløftende note.
I kulinarisk brug er den mest almindelige anvendelse som urtete, hvor enten friske eller tørrede blade overhældes med varmt vand. Teen er kendt for sin milde, beroligende og samtidig opløftende virkning, og bruges både for sin smag og sit aromaterapeutiske potentiale. Smagen er ikke skarp som pebermynte, men mere afrundet og citrusagtig, hvilket gør den velegnet til varme sommeraftener eller som en del af urteteer, hvor man ønsker at skabe en balanceret, let bitter-sød profil. Teen kan drikkes ren eller blandes med andre urter som citronmelisse, lakridsrod, kamille eller lavendel for at fremhæve forskellige smagsretninger.
Planten bruges også i sød madlavning, for eksempel til at aromatisere dessertsirupper, frugtsalater, is, sorbet og urtesukker, hvor den kombinerer godt med frugter som appelsin, ananas, melon og jordbær. Dens aromatiske profil gør den også velegnet til at lave smagsinfusioner i sukkerlage eller honning, som efterfølgende kan anvendes i desserter, drinks og dressinger.
Der er også eksempler på, at Lippia polystacha bruges til at smagssætte alkoholiske drikke, særligt i hjemmeproduktion af urtelikører eller sommerdrinks, hvor dens mint- og citruskarakter bidrager til en frisk smagsprofil. I fermenterede drikke som kombucha eller urtesodavand kan den også tilsættes for at give en unik karakter.
Anvendelsen bør dog være moderat, da den høje koncentration af æteriske olier kan virke dominerende i for store mængder. Bladene bruges typisk ikke som grøn topping i maden, da deres smag er for koncentreret og parfumeret i rå tilstand, men de kan bruges til at trække smag ud i væsker.
Planten er desuden blevet beskrevet som mavevenlig og fordøjelsesfremmende, og i sydamerikansk folkemedicin bruges den til at fremme appetit, berolige maven og som mildt stimulerende. Den nævnes også som let immunstyrkende og opkvikkende i urteteform, men disse egenskaber bygger hovedsageligt på traditionel brug og er ikke veldokumenteret i moderne kliniske studier.
I tørring bevarer planten sin duft og smag bemærkelsesværdigt godt. Bladene kan tørres ved at hænge hele kviste med blade nedad i skygge og god luftcirkulation. Når de er helt tørre, opbevares de i lufttætte beholdere, og teen lavet på tørrede blade siges stadig at have god smag og virkning selv efter to år.
Lippia polystacha dyrkes ofte som en pryd- og duftplante i urtehaver og krukker, og den trives bedst i varm, solrig placering med veldrænet jord. Den er ikke vinterhårdfør i kolde klimaer og dyrkes derfor ofte i potter, der kan flyttes indenfor om vinteren. Den vokser busket og kan blive mellem 50 og 150 cm høj under gode forhold. I køkkenhaven er den et godt supplement til andre urter som citronverbena, mynte og citronmelisse, men den skiller sig ud ved sin karakteristiske grapefrugt- og citrusmintduft.
Sammenfattende er Lippia polystacha en aromatisk specialurt med meget specifik og balanceret anvendelse i den spiselige sammenhæng. Den bruges ikke som krydderurt i klassisk forstand, men snarere som aroma- og smagsgiver i infusioner, desserter, drinks og sirupper. Dens anvendelse minder i høj grad om citronverbena, men dens mintede og grapefrugtede karakter gør den særlig velegnet til te og søde kombinationer. Den er især værdsat af urtete-entusiaster og gourmetkokke, der arbejder med botaniske smage og vil skabe nye og komplekse aromaprofiler i deres retter og drikke.