Salvia rosmarinus, tidligere kendt som Rosmarinus officinalis, er en flerårig stedsegrøn busk med nåleformede blade og stærk aromatisk duft, der almindeligvis kendes som rosmarin. Planten tilhører slægten Salvia i læbeblomstfamilien, Lamiaceae, og har fået sit opdaterede botaniske navn efter nyere genetiske studier, der har placeret den direkte i Salvia-slægten sammen med mange andre aromatiske krydderurter som salvie, basilikum og timian. Rosmarin er hjemmehørende i Middelhavsområdet, hvor den vokser vildt i solrige, tørre, stenede områder og ofte findes som del af den typiske middelhavsvegetation kaldet maquis. Planten kan blive op til to meter høj, danner tætte, oprette buske og bærer små, blå til lilla blomster, som typisk blomstrer om foråret eller igen om sensommeren, afhængig af klimaet. Bladene er smalle, nåleagtige, grågrønne på oversiden og sølvhvide på undersiden på grund af fine dun og rigdommen af æteriske olier.
Som krydderurt har Salvia rosmarinus været brugt i madlavning og medicin i århundreder. Dens smag er kraftig, harpiksagtig, let bitter og meget aromatisk med tydelig karakter af fyrrenål, eukalyptus og kamfer. Det er især bladene, der anvendes, både friske og tørrede. I det kulinariske bruges rosmarin ofte til at krydre kødretter, særligt lam, svinekød, oksekød og fjerkræ, samt til ovnbagte grøntsager, kartofler, brød som focaccia, og i supper, saucer og marinader. Den indgår også i krydderiblandinger som herbes de Provence og bruges til at infusere olier og eddiker. I moderne gastronomi ses den også brugt i søde retter, chokolader og cocktails, hvor den fungerer som en aromatisk kontrast.
Rosmarin har også en lang tradition i folkemedicin. Den har været brugt som stimulerende middel for blodcirkulationen og fordøjelsen, som middel mod hovedpine og muskelsmerter og til forbedring af hukommelse og koncentration. Den indeholder en række bioaktive forbindelser som rosmarinsyre, carnosol og carnosinsyre, der har antioxidantiske og antiinflammatoriske egenskaber. Rosmarinolie udvindes af bladene og bruges i aromaterapi, massage og kosmetik for sin styrkende og antiseptiske virkning. Duften er skarp og opkvikkende, og planten har også været brugt symbolsk som hukommelsens og venskabets plante, fx ved bryllupper og begravelser.
Dyrkning af Salvia rosmarinus er relativt let under de rette forhold. Planten kræver masser af sol, veldrænet jord og beskeden vanding, da den er tørketålende. Den trives bedst i kalkrig, gruset jord og tåler beskæring godt, hvilket også fremmer buskets tæthed og forlænger plantens levetid. I varme klimaer vokser den som en stor, vildtvoksende busk, mens den i koldere klimaer ofte dyrkes i potte eller med vinterdække, da den ikke tåler hård frost. Den kan dog i milde danske vintre overleve på friland på veldrænede, beskyttede steder.
Rosmarin er en udpræget solitærplante, som også tiltrækker bier og andre bestøvere, og den bruges ofte i prydhaver som både nytte- og prydplante. På grund af sin stærke aroma kan den også anvendes som naturligt skadedyrsafskrækkende plante i køkkenhaven. Ud over madlavning og medicinsk anvendelse bruges rosmarin også i blomsterbinding, potpourrier og naturlig parfume.
Opsummeret er Salvia rosmarinus en robust, aromatisk og alsidig plante, der har været højt værdsat i både køkken, medicinsk brug og kulturel tradition i årtusinder. Dens karakteristiske duft, smag og æstetik gør den til en af de mest elskede krydderurter i verden, og selvom den har skiftet navn i den botaniske klassifikation, er dens identitet som rosmarin uforandret i menneskers bevidsthed og brug.