Artemisia abrotanum var. maritima, også kendt som sø-armegrøn, hav-colaurt eller blot en variant af kolaurt (Artemisia abrotanum), tilhører kurvblomstfamilien (Asteraceae) og er en flerårig urt med en lang tradition både i madlavning og folkemedicin. Planten er en variant med en noget mildere, men stadig kompleks og aromatisk duft sammenlignet med den almindelige kolaurt, og den menes at have en særlig resistens over for salte eller havnære forhold, hvilket forklarer varietetsnavnet maritima.
I den spiselige sammenhæng anvendes Artemisia abrotanum var. maritima primært som aromatisk krydderurt. Smagen er kraftig, bittersød og har noter, som ofte sammenlignes med cola, citrus, malurt, lavendel, og rosmarin. Duften og smagen stammer fra de æteriske olier i planten, især stoffet cineol, som også findes i f.eks. rosmarin og eukalyptus. På grund af sin kraftige smag bruges planten typisk i små mængder og som smagsgiver frem for egentlig fødevareingrediens.
Bladene kan bruges friske eller tørrede og indgår traditionelt i smagssætning af snaps og likører, hvor de giver en karakteristisk, parfumeret og krydret aroma. I nogle lande, især i Skandinavien og det nordlige Europa, har kolaurt været brugt til at lave "cola-snaps", som efterligner smagen af cola uden sukker. Denne brug har genopnået popularitet i moderne nordisk køkken og blandt urtete- og hjemmebryggere.
I madlavning kan den bruges på samme måde som rosmarin eller salvie – for eksempel i langtidsstegte kødretter, vildt, fjerkræ og kartoffelretter – men kun i meget små mængder, da smagen ellers let bliver dominerende og bitter. Den kan også tilsættes til urtesmør, eddiker eller marinader, hvor man ønsker en dyb, urteagtig aroma.
Særligt for varianten maritima er dens lidt mildere aroma, hvilket gør den mere velegnet til køkkenbrug end nogle af de kraftigere sorter af Artemisia. Alligevel skal man være varsom, for smagsprofilen kan stadig opleves som sæbeagtig eller skarp, hvis den bruges i for store mængder.
Planten har også været brugt i teblandinger som fordøjelsesfremmende middel, hvor de bitre stoffer stimulerer mavesyreproduktionen. I historisk tid blev den anvendt mod indvoldsorm, appetitløshed og som tonikum. Men det er vigtigt at understrege, at Artemisia-arter kan indeholde stoffer som thujon, der i store mængder kan være giftige, og derfor bør man holde sig til moderate mængder ved spiselig brug.
Den dyrkes let i tempererede klimaer og trives i tør, veldrænet jord med fuld sol. Den er robust over for tørke og kan vokse i havnære områder, hvilket passer med varietetsnavnet maritima. Planten bliver typisk 60–120 cm høj, har grågrønne, fjerformede blade og små, gulgrønne blomster i sensommeren, som dog sjældent bruges i madlavning.
Sammenfattende er Artemisia abrotanum var. maritima en aromatisk urt med begrænset, men værdifuld anvendelse i den spiselige sammenhæng. Den egner sig især til smagssætning af alkoholiske drikke og i visse tunge retter, hvor dens komplekse bitterhed og krydrede duft kan spille op mod fedme og sødme. På grund af den stærke smag bør den anvendes med omtanke, men den rummer potentiale for gourmetbrug og eksperimenterende køkkener, der arbejder med bitre og aromatiske profiler.