Vildroser, Roser

Vildroser

Vildroser er en gruppe af roser, som vokser naturligt uden menneskelig forædling, og de tilhører slægten Rosa. De findes i mange egne af verden, men i Danmark er det især arter som Rosa canina (hunderose), Rosa rubiginosa (klinte-rose eller æblerose), Rosa spinosissima (klitrose) og Rosa villosa (ægte hybenrose), der optræder som naturligt forekommende arter i det åbne landskab, langs skovbryn, på skrænter, i hegn og på kystnære områder. Vildroser adskiller sig fra forædlede haveroser ved at have en enkel, naturlig vækstform, enkle blomster (ofte med fem kronblade), stærkt duftende blade og hyben, der tjener som en vigtig fødekilde for fugle og andre dyr i sensommer og efterår. Vildroser er generelt nøjsomme og trives på mange forskellige jordtyper, men foretrækker en veldrænet, gerne kalkholdig jord og en solrig placering. De tåler tørke, vind og kulde særdeles godt, og de egner sig derfor glimrende til vilde haver, naturgrunde og som læ- og vildthegn. Mange vildroser danner rodskud og spreder sig ved udløbere, hvilket både kan være en fordel og en ulempe afhængigt af formålet med plantningen. Deres naturlige vækst gør dem nemme at passe, da de kræver minimal pleje og sjældent bliver angrebet af sygdomme som meldug eller stråleplet, der ofte plager forædlede roser. Beskæring er som udgangspunkt ikke nødvendigt, men kan foretages for at begrænse størrelsen eller forme planten. Det bør gøres efter blomstring, da vildroser blomstrer på 2. års grene og beskæring om vinteren vil fjerne det kommende års blomster. Ønsker man at fremme dannelsen af hyben, bør man undlade at klippe blomsterne af efter afblomstring. Hyben varierer i form og størrelse afhængigt af arten og kan bruges til syltning, marmelade, te eller blot som dekorativt element i haven. Der findes mange forskellige arter og naturlige hybrider af vildroser. Rosa canina, hunderosen, er en høj, opretvoksende busk med bueformede grene, lyserøde til hvide blomster og aflange, røde hyben. Den er meget udbredt i Danmark og resten af Europa og er kendt for sine tornede grene og evne til at danne tætte hegn. Rosa rubiginosa, æblerosen, har kendetegnende duftende blade med æbleagtig aroma, lidt mere iøjnefaldende blomster og mere runde hyben. Rosa spinosissima, klitrosen, vokser lavt og bredt og er typisk for kystnære områder. Den har cremegule eller hvide blomster og kuglerunde, næsten sorte hyben og er meget hårdfør og velegnet til sandede, tørre jordbundsforhold. Rosa villosa, også kaldet ægte hybenrose eller dunet rose, har særligt store, runde hyben og bløde, hårede blade og grene. Der findes også forædlede sorter og krydsninger, som trækker på vildrosens robuste gener og anvendes i landskabsplantning. Et eksempel er Rosa rugosa, som oprindeligt stammer fra Østasien og teknisk set ikke er hjemmehørende, men den er naturaliseret mange steder i Danmark. Den bruges ofte i hegn og rabatter og er kendt for sin ekstreme hårdførhed, store blomster og meget store, kødfulde hyben. Dog anses Rosa rugosa i dag som invasiv i kystnære områder, hvor den truer den oprindelige klitvegetation, og dens anvendelse frarådes eller reguleres i visse kommuner. Pleje af vildroser i haven består primært i at sikre passende vækstbetingelser ved plantning, som indebærer god sol, veldrænet jord og plads til at brede sig. I de første år efter plantning kan det være en fordel at vande i tørre perioder og beskytte mod ukrudt, men når planten er veletableret, kræver den kun lidt opmærksomhed. Det anbefales dog at holde øje med spredning via rodskud og evt. fjerne uønskede nye skud for at undgå, at den overtager naboplanter. Vildroser egner sig godt til at skabe læ, skjul og føde for dyreliv og har derfor stor værdi i naturhaver og økologisk orienteret havebrug. De blomstrer som regel i juni og juli og danner herefter hyben, som modner fra august og frem. Sammenfattende er vildroser smukke, robuste, hjemmehørende planter, der trives uden megen indgriben, bidrager til biodiversiteten og kan være både pryd- og nytteplanter. De er især velegnede til vilde og naturlige haver, hvor lav pleje og høj naturværdi er målet, og hvor deres enkle blomster og rige hybenproduktion kan nydes år efter år.