Stokrose , Stauder

Stokrose

Stokroser, botanisk kendt som Alcea rosea, er klassiske, oprette og højtvoksende prydplanter, som hører til katostfamilien (Malvaceae). De stammer oprindeligt fra Østen, muligvis Kina eller Mellemøsten, men har været dyrket i Europa siden middelalderen og er i dag nærmest ikoniske i landbohaver og gamle bymiljøer, hvor de ofte vokser op ad husmure. Stokrosen er især kendt for sine imponerende blomster, der sidder tæt langs stive, oprette stængler og kan blive op til 2–3 meter høje. Blomsterne er store, enkelte eller fyldte, skålformede eller mere flade, og kommer i et væld af farver, herunder hvid, gul, rosa, rød, lilla, næsten sort og alt derimellem. Blomstringen finder sted i højsommeren, typisk fra juni til september, og blomsterne tiltrækker masser af bier og sommerfugle. Løvet er stort, håndfliget og ru i overfladen, og planten danner en roset i det første år, hvorefter blomstringen typisk kommer i andet år, hvilket er karakteristisk for toårige eller kortlivede flerårige planter. Stokroser trives bedst i fuld sol og på en varm, beskyttet placering, fx op ad en sydvendt mur, plankeværk eller i læ mellem andre planter. De er nøjsomme og klarer sig i de fleste jordtyper, så længe jorden er veldrænet og ikke alt for tung eller sur. En kalkrig, næringsrig og let jord er ideel. Stokroser bryder sig ikke om fugtige, vandlidende områder, som let fører til rod- eller stængelråd. De tåler tørke ret godt, når først de er etablerede, men bør vandes regelmæssigt i tørre perioder, især hvis de står i sandjord eller udsatte steder. Et lag kompost eller velomsat husdyrgødning om foråret giver planten et godt næringsboost, men overdreven gødning kan føre til mere bladvækst end blomstring. Plejen af stokroser er relativt enkel, men planten er modtagelig for stokrose-rust, en svampesygdom der viser sig som orange-brune pletter på bladene. Denne sygdom er meget almindelig og næsten uundgåelig i fugtige somre. Selvom det sjældent dræber planten, kan det svække den og give et grimt udseende. For at minimere problemet anbefales det at sørge for god luftcirkulation, ikke overvande, undgå vand på bladene, fjerne inficerede blade løbende og undgå at plante dem for tæt. I nogle tilfælde kan en svovlbaseret plantespray anvendes forebyggende, men mange haveejere vælger blot at leve med sygdommen og fjerne angrebne planter om efteråret. En god praksis er at klippe hele planten ned til jorden sidst på sæsonen og fjerne alt inficeret plantemateriale. Da stokroser som regel er toårige, det vil sige at de danner bladroset første år og blomstrer året efter, kan man sikre kontinuerlig blomstring år efter år ved at så nye planter hvert år. Frøsåning er let og kan foretages direkte på voksestedet i maj–juli eller i potter for senere udplantning. De spirer villigt og ofte også af sig selv, da de sætter mange frø. Hvis man ønsker mere kontrol over farver og former, bør man dog så selv og ikke regne med at frø fra fyldte sorter nødvendigvis giver samme type planter. Ved såning bør man tynde ud, så der er god afstand mellem planterne – gerne 40–60 cm afhængigt af sortens størrelse. Der findes mange forskellige sorter af stokroser, og de inddeles ofte efter blomstertype (enkel eller fyldt), farve og højde. Klassiske sorter med enkle blomster er ofte mere robuste og mindre modtagelige for rust. Alcea rosea 'Nigra' er en af de mest iøjnefaldende med næsten sorte, meget mørkerøde blomster. Alcea rosea 'Chater's Double' er en populær serie med fyldte blomster i mange farver, herunder gul, rød, lyserød, hvid og laksefarvet. Den bliver op til 2 meter høj og er meget dekorativ, men kan være mere modtagelig for rust. Alcea rosea 'Halo'-serien har enkle blomster med kontrastfarvede midterpartier og er fremavlet for bedre sygdomsresistens. Alcea rosea 'Spring Celebrities' er en lavere, kompakt serie med fyldte blomster i blandede farver og egner sig godt til krukker og mindre haver. Der findes også Alcea ficifolia, en relateret art kendt som figenbladet stokrose, som har en mere busket vækst, bedre rustresistens og blomstrer tidligere. Den fås i mange farver og kan være en god alternativ stokrosetype til udsatte steder. Stokroser passer godt i gamle haver, bondehaver, ved husmure, i klynger mellem stauder, i gårdhaver og i haver med naturpræg. De kræver som regel opbinding, især de høje sorter, da de let vælter i blæst og regn. En bambuspind eller et stykke snor fastgjort til en væg kan ofte være nok. I læ, hvor de har støtte, kan de dog klare sig uden opbinding. De er også meget dekorative i snit og tilføjer en lodret struktur i buketter. Sammenfattende er stokrosen en klassisk og charmerende haveplante, der kombinerer højde, farvepragt og en nostalgisk karakter med relativt beskeden pleje. Dens eneste alvorlige ulempe er modtageligheden for rust, men med løbende fornyelse, luftig placering og god havehygiejne kan dette problem holdes nede. Med deres imponerende højde og smukke blomster er stokroser ideelle til at skabe vertikale elementer i haven, og de er samtidig gavnlige for bestøvere og insekter, hvilket gør dem til både en smuk og økologisk værdifuld plante.