Rejnfan, Stauder

Rejnfan

Rejnfan (Tanacetum vulgare) er en kraftigt voksende, flerårig urt i kurvblomstfamilien (Asteraceae), kendt for sine karakteristiske gule blomsterknapper og stærke, aromatiske duft. Den er hjemmehørende i store dele af Europa og Asien og har i århundreder været anvendt som læge- og krydderurt samt som naturligt middel mod skadedyr. I dag dyrkes rejnfan både som prydplante, duftplante og i visse tilfælde som nyttig plante i økologiske haver og permakultur. I naturen vokser den vildt i grøfter, på enge og i vejkantsbevoksninger, og den er derfor særdeles robust og nøjsom. Udseende og egenskaber Rejnfan bliver normalt mellem 80 og 150 cm høj og danner oprette stængler med finthakkede, mørkegrønne blade, der minder om bregner. Blomsterne er små, tætte, runde kurve uden kronblade og har en kraftig, sennepsgul farve. De sidder i flade stande øverst på planten og blomstrer fra juli til september. Hele planten dufter skarpt og kamferagtigt, især når den berøres eller knuses. Plantens duft og indholdsstoffer (bl.a. thujon) virker afskrækkende på mange skadedyr, herunder lus, myg, fluer og møl. Den er derfor populær i naturlige haver, hvor man vil undgå kemisk bekæmpelse. Sorter og nært beslægtede arter Der findes relativt få sorter af Tanacetum vulgare, da den ofte dyrkes i sin vilde form. Men enkelte variationer og beslægtede arter anvendes i haver: Tanacetum vulgare ‘Crispum’ – en dekorativ sort med ekstra fligede og krøllede blade, der bruges primært som bladplante i staudebede og urtehaver. Tanacetum parthenium (matrem) – nært beslægtet art med små, hvide margueritlignende blomster, ofte brugt som prydplante og lægeurt. Tanacetum balsamita (balsamrejnfan) – også kaldet møntblad, med sødlig duft og større blade, tidligere anvendt som duft- og lægeplante. Plantning Rejnfan trives bedst i fuld sol, men tåler halvskygge. Den stiller ringe krav til jordtypen, men foretrækker veldrænet, let til medium næringsrig jord. Den klarer sig fint i både tør og fugtig jord og overlever selv hårde vintre uden problemer. Rejnfan formeres nemt ved deling af rødder om foråret eller efteråret, og den kan også sås fra frø, selvom den ofte breder sig selv rigeligt ved selvsåning. Plant rejnfan med god afstand (mindst 50 cm), da den danner kraftige, horisontalt voksende rødder og let spreder sig. I mindre haver eller afgrænsede bede kan det være nødvendigt at begrænse væksten med rodspærrer eller regelmæssig opgravning af udløbere. Pleje Rejnfan kræver minimal pleje, men kan nemt blive invasiv, hvis den ikke holdes i skak: Vanding er kun nødvendigt i lange tørkeperioder – planten er meget tørketålende. Gødning er sjældent påkrævet; for meget næring kan føre til overdreven vækst og lede til, at planten vælter. Beskæring: Klip visne blomsterstande af, hvis du vil forhindre selvsåning. Klip planten helt ned i efteråret eller det tidlige forår for at fremme ny, kompakt vækst. Opbinding kan være nødvendigt i blæsende områder, da stænglerne kan blive lange og top-tunge. Hvis man ønsker rejnfan som staude i en struktureret have, er det vigtigt at kontrollere dens udbredelse. Den kan ellers hurtigt tage over i blandede beplantninger. Anvendelse Rejnfan bruges i dag først og fremmest som en dekorativ og nyttig plante i økologiske og naturinspirerede haver. Dens stærke duft afskrækker insekter, og derfor bruges den ofte i kompostbunker, langs grøntsagsbede eller som en del af "følgeskabplantning". Man kan lave naturlige udtræk (urtete) af bladene og sprøjte på planter mod lus og larver. Blomsterne er også holdbare i buketter og tørrer smukt, hvilket gør dem velegnede til evighedsbuketter og dekorationer. Historisk blev planten brugt som lægemiddel mod alt fra orm til feber og som bittert smagsstof i snaps og øl, men moderne anvendelse frarådes på grund af plantens giftindhold i større mængder. Rejnfan tiltrækker desuden bestøvere som bier og svirrefluer, som er nyttige i haven, men dens skarpe duft betyder, at hjorte og harer ofte undgår at æde den. Samlet vurdering Rejnfan er en karakterfuld, selvstændig plante, der passer bedst i vilde, naturlige eller økologiske haver, hvor man ønsker robuste, lavpleje planter med nytteværdi. Dens evne til at tiltrække nyttedyr og frastøde skadedyr gør den velegnet som kantplante i nyttehaver. Den kræver kontrol for ikke at overtage området, men til gengæld får man en hårdfør, historisk og æstetisk værdifuld plante, der bidrager med både duft, blomstring og struktur gennem hele sommeren.